PinkLady

Pink lady m. hjemmelavet grenadine

Pink lady er en rigtig tøseaftens-drink, der kombinerer sødmen fra sukkerlage og grenadine med surheden fra limesaft. Denne version er med hjemmelavet grenadine.

Pink lady

Grenadine

Først skal der laves en grenadine. Det er nemt og sjovt, og så undgår du en masse tilsætningsstoffer, sødemidler og kunstige ingredienser.

I denne opskrift laver jeg grenadine af et granatæble, hvilket svarer til ca. 2 dl færdig sirup.

Ingredienser:

  • 1 granatæble
  • ca. 1 dl lys økologisk rørsukker
  • 1 økologisk lime

Først skal vi have saften ud af granatæblet. PAS PÅ! Safter farver utrolig meget og kan være svære at få af. Så på med forklædet inden du begynder. Der er flere måder at få saften ud af et granatæble: Du kan presse det, blende det eller bruge en juicepresser. Til min røremaskine medfølger en juicepresser, som jeg har brugt. Den lader mig styre hastigheden hvormed jeg presser. Har du ikke en juicepresser, er det selvfølgelig bare ud og købe en 😉

Alternativt kan du bruge din morter fra barskabet, det er lidt mere omstændigt, men giver et rigtig fint resultat. Du kan også bruge en blender, dog kan det give et mere lyserødt resultat, da blenderen blender en del luft ind i. Du kan lade det stå lidt, på den måde bobler en del af luften ud. Personligt syntes jeg, at blenderen er lidt for voldsom.

Den færdige juice passeres gennem en si for at gøre den helt ren og klar.

Jeg fik ret præcis 1 dl ren granatæblejuice ud af et granatæble.

Kom juicen i en gryde og lad det koge ved svag varme i ca. 2 min. Pas på ikke at koge det for hårdt, det kan give et lidt mere urent slutprodukt. Når granatæblejuicen har kogt ca. 2 min, tilsætter du rørsukker. Du kan bruge almindelig sukker, jeg fortrækker bare den lyse rørsukker, da jeg syntes den tilføjer en god dybde til mine sirupper.

Tilsæt sukkeret, så der er én del sukker og to dele juice. I mit tilfælde tilsatte jeg 1/2 dl lys rørsukker. Tilsæt limesaft efter smag, jeg tilsatte saft fra én lime, ca. 40 ml. Pas på det ikke bliver for surt. Typisk vil du bruge grenadine i en cocktail, hvor den også blandes med en anden sur ingrediens. Så det kan gøre din endelige cocktail for sur, hvis din grenadine er sur.

Sukker-sirup

Det er meget let og en fuldstændig essentiel ingrediens at have i sit barskab (som helst skal stå i køleskabet).

Ingredienser:

  • 1 dl vand
  • 1.5 dl økologisk lys rørsukker

Sukker-siruppen laves efter præcis samme fremgangsmåde som grenadine-siruppen.

Kom vand og sukker i en gryde og kog under svag varme til alt sukkeret er opløst. Pas på ikke at koge for hårdt, da du kan risikere at sukkeret “brænder” og dermed gør din færdige sirup brunlig.

Cocktail

Nu skal vi i gang med det sjove.

Du får brug for følgende:

  • Cocktail-glas
  • Isterninger
  • Shaker
  • Si
  • 4 cl gin
  • 2,5 cl hjemmelavet sukker-sirup
  • 2 cl friskpresset lime-saft (ca. en halv lime)
  • 2 cl hjemmelavet grenadine
  • Hindbær eller granatæble-kerner til garnish

Kom gin, sukker-sirup, limesaft og grenadine i en shaker og shake, til der kommer kondens/is på ydersiden af din shaker. Hæld indholdet igennem en si for at si små isstykker fra og opnå en mere klar og ren cocktail. Til slut kommes et hindbær på kanten eller nogle granatæble-kerner i bunden af glasset.

Så er der blot tilbage at nyde den friske og let syrlige cocktail.

Din kommentar

kommentarer